Skiferien er for mange årets højdepunkt. Måske er det fordi vi i lille Danmark ikke selv har bjerge og sne, og derfor synes det er lidt eksotisk at komme væk. Måske fordi det bare er super sjovt at være på skiferie. Uanset hvor man tager hen er en skiferie en god oplevelse, men her får du 3 gode råd til hvordan du vælger den skiferie der er rigtig for dig:
Råd nummer 1 – hvor langt vil du rejse?
I princippet kan man tage på skiferie over hele verden, men de fleste danskere står som regel mellem 2 valg: at skulle nordpå mod Sverige og Norge, eller at tage sydpå mod Frankrig, Schweitz eller Østrig. Vil du gerne finde et skisportssted relativt tæt på skal du tage nordpå. Her kan du køre til de nærmeste pister på en 3-4 timer, og er du rigtig glad for at stå på ski kan du tage en forlænget weekend.
Men en skiferie i Norge eller Sverige er ikke kun til en forlænget weekend. Der er rigtig gode pister, og man kan sagtens bruge en hel uge deroppe (og også meget mere). Især børnefamilier kan have rigtig meget glæde af at tage til Norge eller Sverige. Det giver en tryghed at man kan kommunikere med alle, og at samfundet ligner noget vi kender hjemmefra. Også børnene synes det er rart at kunne snakke med dem de møder, også selvom de har lidt svært ved at forstå dem. Og så kan man sammen more sig over de små forskelle i sproget, f.eks. is / glas og tasker / væsker.
At rejsetiden derop heller ikke er specielt lang er også et stort plus. Har man først prøvet at sidde i en bil 24 timer med børnene ved man at det ikke er specielt sjovt. Hos bl.a. DFDS kan man sejle på skiferie til Norge, og på den måde få en god og rolig start på ferien.
Har du ikke noget imod at rejse lidt og skal du f.eks. på tur med gymnasiet eller universitetet kan det derimod anbefales at tage sydpå. Som ung er det fedt at komme et sted hen hvor de snakker et helt andet sprog, og så ligger alle de bedste fest-skisteder også sydpå. Turen derned kan også blive utrolig sjov i sig selv. Lej en bus sammen og fyld op med øl og sodavand når I kommer til Tyskland og så kan turen derned være en fest i sig selv og bestemt noget der kan ryste en gruppe mennesker sammen.
Råd nummer 2 – Hvor skal du overnatte?
Når man skal finde det rigtige sted at overnatte er det alfa og omega at læse ordentligt på lektien hjemmefra. Sørg for at læse anmeldelser og beskrivelser inden du vælger et sted. Det sted du vælger skal også passe til dine behov. Er I en børnefamilie er det vigtigt at finde et sted hvor der er stille og roligt og hvor børnene kan gå trygt rundt. Skal du derimod på tur med din gymnasieklasse skal du finde et sted hvor der er gang i den, f.eks. Val Thorens.
Råd nummer 3 – Hvordan skal du rejse (og hvor meget skal du have med)?
Et af de evige dilemmaer man oplever når man skal af sted på skiferie er pakning. Hvad skal man have med og hvad skal man leje når man kommer frem? Det afhænger selvfølgelig af hvordan man har tænkt sig at rejse. Kort fortalt kan man sige at hvis man har plads kan man selv tage det med. Så kører du i bil eller bus så fyld op af det hele hjemmefra. Skal du derimod flyve eller køre i tog kan du overveje at leje ski dernede i stedet og spare dig det besvær.
Skriv et svar